Advarselsmeddelelse
Begivenheden har allerede fundet sted.

Kom til udendørs gudstjenestesnak foran Simeons Kirke

MAJ
03

Kom til udendørs gudstjenestesnak foran Simeons Kirke


Søndag d. 3. maj 2020, Kl. 10:00 til kl. 11:00
Sjællandsgade 12B, 2200 København N
Paul Heden Friis

Kirkedøren er stadig corona-lukket, MEN præsten er at træffe uden for kirkedøren fra kl. 10 til11 – til en snak og tro og søndag og om Ham, der sagde, at han er vejen til sandheden om livet – eller hvad der nu er brug for at tale om. Alt sammen i behørig afstand efter sundhedsmyndighedernes retningslinjer - måske også med paraply eller en kop to-go kaffe. Så hjertelig velkommen forbi til en udendørs gudstjenestesnak.

Sognepræst Paul Heden Friis

Og hvis ikke du kan komme forbi, kan du læse min prædiken til søndagen:

3. søndag efter påske 2020 - Johannes evangeliet kapitel 14,1-11

Hvor er det en mærkelig tid vi har haft – men så store forandringer og en masse nyt vi skal forholde os til.

På en måde er det ligesom på en lang vandretur hvor man kommer gennem nye og ukendte landskaber.

Også i livet må vi være klar til stadig nye forandring og ændringer. Hele tiden være på vej.

I en fortælling fra 300 tallet kommer en af ørkenens vandrer og pilgrim til Rom. Her hører han om en kvinde, der aldrig forlader sit værelse. Hun lever uafbrudt i bøn, siges det. Manden der selv er vandringsmand og hele tiden på vej, undrede sig over det og besluttede at besøge kvinde.

Hvorfor sidder du her? spørger han, da de mødes og han får svaret: Jeg sidder ikke. Jeg er på rejse!

Mange vil nok ønske at de kunne sige sådan om deres liv? Jeg sidder ikke - jeg er på rejse. Eller som H.C. Andersen sagde det: At rejse er at leve.

Vi bærer det dybt i os - en længsel efter noget mere, noget bedre og noget smukkere. At holde op med at tørste – at holde op med at søge nye veje, kan være ensbetydende med at gå i stå - at dø. Netop at bevæge sig dybere ind i sin tørst og længsel er at være på rejse, at være pilgrim. Det er at begive sig på rejse – pilgrimsrejse.

Man sagde om de første kristne at de tilhørte VEJEN. Og det var ikke så underligt, for de fulgte ham, der sagde om sig selv: Jeg er vejen.

Troen er som en vej – eller Kristus er som Vejen – de to – Jesus og troen er ikke til at skille ad – og her er en vigtig del af Jesu undervisning som vi hører fra i dag.

Målet – sagen - drejer sig om mere end at komme til Jesus – det handler om at vandre sammen med ham – at livet og hverdagen også er et fællesskab med ham – et fællesskab som uddybes og fordybes – at være på rejse sammen.

Det med fællesskab er vigtigt for os mennesker. Og det må vi på mange måder undvære – eller i hvert fald på afstand.

Og så fællesskaber som varer ved har vi brug for. Men mange af vore fællesskaber er midlertidige fællesskaber – at vi flytter – vores familie bliver ikke boede samme sted i generationer, mange bliver heller ikke sammen med hinanden. De færreste bliver på samme arbejdsplads fra dag 1 til pensionen. Vi skal videre, bryder op, rejser ud, flytte væk og finder nye. Nye relationer, nye udfordringer, nye sammenhænge – nye fællesskaber. Selv et fællesskab som vi for alt i verden ikke kunne drømme om at bryde - er kun midlertidigt – på den måde at det bliver brudt, den dag døden indhenter os - bryder og adskiller.

Noget der er rigtigt godt for et fællesskab er at sidde omkring et bord og spise sammen. Det er det, Jesus vil Skærtorsdag om aftenen, da han samles omkring et bord med disciplene lige før alt er forbi: Bekræfte fællesskabet imellem dem og sig for en sidste gang.

I løbet af måltidet går det bare op for disciplene og os andre, at fællesskabet rundt om det bord har en helt særlig karakter. De skal snart skilles - det ved Jesus – og det ved disciplene, og det er ikke til at bære. Men midt i det, der slet ikke er til at bære, fortæller han dem det stik modsatte: At han ikke går bort, for at de skal skilles for altid. At han tværtimod går bort, for at de skal være sammen for evigt – om et nyt fællesskab på et højere niveau, af en højere orden, et højere plan – om et fællesskabets fællesskab. Det fællesskab vi skal høre mere til Pinse og med Helligåndens komme.

Men nu siger han som vi lige har hørt i dag: I skal være hvor jeg er. Jeg går bort for at gøre en plads rede for jer – siger han - … for at også I skal være, hvor jeg er…

Det fællesskab der er vokset frem, mens Jesus og de 12 disciple har vandret sammen i Israel, lyttet til hans ord, oplevet ham og set hans kærlighedsgerninger og undergerninger – er ikke bare et midlertidigt fællesskab. Det standser ikke ved forræderi, fornægtelse eller fangenskab og kors. Fordi han ikke vil finde sig i at det standser. Og det bliver ikke afbrudt af hans død. Ordene i dagens evangelium siger det – ligesom brødet og vinen ived kirkens nadverbordet siger det samme uden ord: Jesus dør på korset, for at fællesskabet imellem dem kan bestå tværs igennem døden – hans og deres – og fortsætte helt ind i evigheden.

Og om evigheden bruger Jesus det smukke, smukke billede: At det er i hans fars hus – huset med de mange boliger og værelser, hvor han går hen for at gøre plads rede for os.

Så er livet da som en vej, hvor vi vandrer sammen og mod et mål. At gå gennem livet uden helt at kende målet og uden at vide, om det bare er en boble eller en drøm kræver frimodighed og tillid til vort kristne håb og dåbens gave.

Sådan som det kommer til udtryk i denne lille fortælling om musene i undergrundsbanen:

Der var engang 4 små mus. De boede under en jernbane-skinne i Londons Metro. Det var nu ikke, fordi det var særligt rart. Der var hele tiden sløj og mørke, røg og møg, og de 3 af musene blev efterhånden så trætte af al den larm, at de flyttede. Den ene fandt et pizzeria, hvor der var nok at spise. Den anden fandt en bagerbutik, hvor der også altid faldt noget af, og den sidste en antikvarboghandel, hvor den kunne gnave i en masse bøger.

Men den fjerde mus, som hed Sophus, blev i sin undergrundsbane, det kunne de andre ikke forstå.

Så en dag besluttede de tre, at nu ville de besøge Sophus og overtale ham til at flytte lige som dem. Men Sophus ville ikke med. ”Ved I hvad” sagde han, ”jeg har drømt – drømt noget underligt noget, at der er noget, der er bedre og større end pizzeria og bageri og gamle bøger – noget med frisk luft og grønt til alle sider og noget blødt grønt, man kan lægge sig i – og så var der en stemme i mig, der sagde: Sophus, det er græs! Og så drømte jeg, at ovenover var der en stor blå kuppel med store hvide klatter på – og så sagde stemmen igen: Sophus, det er ikke en kuppel, det er en himlen med drivende skyer” ”Jamen det er jo bare noget, du har drømt” sagde de andre. ”Kom nu med til bageriet og pizzeriaet!”

Så gik Sophus ind i sit hul og et øjeblik efter kom han ud igen med de to eneste ting han ejede: Et lille stykke ost viklet ind i et rødt tørklæde og et miniaturekort over Londons Undergrundsbane.

”Nå, kommer du så med os?” spurgte de andre. ”NEJ” sagde Sophus ”jeg vil ud og lede efter det der – græsset, naturen, foråret – det vil jeg altså – jeg tror, det er der!”. Og så vandrede han alene afsted langs jernbanesporet ind i den mørke tunnel.

”Det er piiinligt, det er piiinligt” lød de andres stemmer i hans ører, men han gik trøstigt videre. ”Men måske har han ret” sagde musen fra boghandleren, ”måske er der noget, der hedder græs, natur og noget der hedder forår” – og så begav den sig også afsted med de andres ord i øret. ”Det er piiinligt, det er piiinligt” …

- Om de nåede foråret, naturen – og hvordan det gik de to andre – det får vi aldrig noget at vide om. Vi ved bare, at de begav sig på vej ud ad skinnerne med en drøm, en forventning, en tro, et håb – hvor usikkert, det end kunne være…

Og når al for meget forandring, al for megen sorg, smerte og mørke kan sænke sig over os, så vi ikke kan finde vej, da er det godt at få at høre, at vi ikke skal forfærdes, men tro på Jesus, som hjalp sine disciple dengang og som vil hjælpe os i dag.

Jesus siger: Jeres hjerte må ikke forfærdes – tro på Gud og tro på mig.

Fordi han har beredt plads for os – fordi han har banet vej. Når det er mørkt for os – både mørket som undertiden kan møde os i tilværelsen på denne jord – og også det sidste mørke. Jeres hjerte må ikke forfærdes. Det er sandt – ellers ville han ikke have sagt det.

Dertil siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed.

Lad os bede: Tak Gud, at du er en Fader for alt og alle. Tak, at din hånd er så stor at den omslutter universets uberegnelige, umættelige stjerneverdener. Tak, at dens styrke ikke kender nogen grænser. Tak, at den besejrede selve døden og løftede Jesus ud af graven den første søndag.

Tak Gud, at din stærke hånd blev så svag at den blev såret for vor skyld. Tak at den er varm og mild som en moders hånd. Tak fordi den også omslutter enhver af os.

Jesus, du blev brudt ned i lidelse på korset – vi lægger i dine hænder alle de mange mennesker, som lider, fordi så meget er brudt ned: Drømme, relationer og løfter…

Se i nåde til os.

Jesus, du som mistede alt, vi bringer frem for dig alle, som lider fordi de har mistet: Arbejde, bevægelsesfrihed, helbred …

Se i nåde til os.

Jesus, du som selv var et forsvarsløst offer, vi lægger i dine hænder alle, som er ofre – om der er for: Vold, misbrug, falske anklager… Og vi beder for fængslede, for asylansøgere og for alle der er udleveret til en stærkeres magt.

Se i nåde til os.

Jesus, du som var alene og manglede alt, vi bringer frem for dig alle, som lider afsavn: Ensomme, hjemløse og sultne, uønskede og fremmede iblandt os, og kom dem til hjælp som er fanget i et misbrug, de ikke selv formår at komme ud af.…

Se i nåde til os.

Frelser du som døde på korset, så vi kunne vende tilbage til

dig. Frels os og oprejs os – vi som ikke har andre end dig at vende os til. Jesus – se i nåde til os.

Amen!