Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Sommerpiber

Sommerpiber
- Danmarks måske mindste orgelfestival

Sankt Johannes Kirke, Blegdamsvej 1A, Kbh. N

Sommerpiber #1 Torsdag 1. juni kl. 19.30

Domorganist Else-Marie Kristoffersen, Helsingør Domkirke, gæster Nørrebro med værker af Johann Sebastian Bach, Bo Grønbech og Percy Fletcher. 

Else-Marie Kristoffersen er uddannet på Conservatoire Régional de Saint-Maur, Paris hos professor Gaston Litaize og siden på Det jyske Musikkonservatorium i Århus, hvorfra hun i 1995 tog Diplomeksamen og i 1997 solistklasseeksamen med domorganist Anders Riber og John Frandsen som lærere. Hun har efterfølgende studeret hos David Sanger, London og Andrés Cea Galan, Sevilla. Hun spiller koncerter over hele landet både som solist og som akkompagnatør.

Else-Marie Kristoffersen blev i 2020 ansat som domorganist ved Helsingør Domkirke. Ved siden af sit arbejde som organist er Else-Marie Kristoffersen optaget af at formidle orgelmusik i børnehøjde blandt andet gennem Musikturnéteatret Elantorí, som hun var med til at stifte i 2006.

Sommerpiber #2 Torsdag 8. juni kl. 19.30

Den fynske organist Tina Christiansen aflægger sommervisit i Sankt Johannes Kirke. Med i tasken har hun blandt andet musik af Bedřich Janáček og Aivars Kalējs.

Tina Christiansen er en særdeles aktiv koncertorganist med en omfattende international karriere som solist, kammermusiker og akkompagnatør. Hun er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium hos professor Ulrik Spang-Hanssen med højeste karakter ved Kandidateksamen i 2011. Efter endt Kandidateksamen blev Tina med topkarakter optaget i Solistklassen ved Det Jyske Musikkonservatorium, hvorfra hun debuterede i 2013. Sideløbende med Solistklassen har Tina studeret hos organist Anders Johnsson ved Musikhögskolan i Malmö. I 2017 blev hun inviteret til at spille en solokoncert i St. Paul's Cathedral i London samt finalekoncerten ved London Organ Day. Hun har desuden optrådt som orgelsolist ved koncerter med Odense Symfoniorkester og Prinsens Musikkorps.

Tina har deltaget i konkurrencer i ind - og udland og vundet priser i følgende: 1. pris i Syddansk Talentkonkurrence (2006) og 3. pris i "4. Feliks Nowowiejski Organ Competition", Polen 2010. Som orkestermusiker på orgel, cembalo, klaver og celeste har hun adskillige gange spillet koncerter med Odense Symfoniorkester, Sønderjyllands Symfoniorkester, Slesvigske Musikkorps, Det Danske Ungdomsensemble (DUEN), Ensemble Zimmermann og BaroqueAros. Tinas repertoire er stort og spænder over mange århundreder. Hun har uropført orgelmusik af komponisterne Anders Koppel, Niels Marthinsen, Rasmus Zwicki, Tróndur Bogason (FO), Erik Højsgaard, Irina Emeliantseva (RU/DE), Hans-Henrik Nordstrøm, Lars Kristian Hansen og Indra Riše (LV) samt kammermusik af Christos Farmakis (GR), Bo Gunge, David Loxley-Blount (UK), Martin Lohse, Frederik Magle, Niels Chr. Rasmussen, Thomas Clausen, Lars Kristian Hansen, Bo Lundby-Jæger, Tore Bjørn Larsen, Per Skriver og Morten Ladehoff.

Tina har siden 2015 været ansat som organist ved Ansgars Kirke i Odense, og hun er initiativtager til og kunstnerisk leder af Odense Internationale Orgelfestival, som finder sted for tredje gang i efteråret 2023.

Sommerpiber #3 Torsdag 15. juni kl. 19.30

Den virtuose organistkomponist Christian Præstholm fra Randers spiller en koncert med blandet indhold, blandt andet af Johann Sebastian Bach og Christian Præstholm.

Christian Præstholm, organist og komponist, er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium med debut fra solistklassen i 1999. Efter to års studier i Paris og London blev han ansat som organist ved Sct. Mortens Kirke i Randers og har også undervist i orgel og musikteori ved Det jyske Musikkonservatorium.

Christian Præstholm har givet talrige koncerter i Danmark og over det meste af Europa, og indspillet adskillige cd’er. Som komponist har Christian Præstholm skrevet værker for kor, orgel, diverse solister og kammerensembler, samt salmemelodier, også ofte på bestilling. Seneste bestillinger er ”Præludium og Fuga over Rådhusklokkerne i København” til den amerikanske organist James D. Hicks, ”My lost love” til Aros Guitar-duo, og ikke mindst ”Størst er kærligheden”  til prinsesse Isabellas konfirmation i Fredensborg Slotskirke. Mest spillet er måske hans omk. 350 orgelkoraler over salmer fra Den danske Salmebog.

Sommerpiber #4 Torsdag 22. juni kl. 19.30

Organist Morten Bech fra Sankt Johannes Kirke afslutter den lille orgelfestival i et strålende og iørefaldende program med musik af blandt andre Johann Sebastian Bach, Jehan Alain, Christian Præstholm og Hugh Blair.

 

Mange klassiske radiolyttere vil kende Morten Bech fra Morgenandagten, som hver morgen transmitteres i P2 fra Vor Frue Kirke, Københavns Domkirke. Fra 2012-2018 spillede Morten Bech morgenandagt flere gange om ugen i kraft af sit hverv som 2. organist ved Københavns Domkirke, hvor han også var chef for domkirkens professionelle kor, Vor Frue Kantori. 8-900 morgenandagter senere fandt Morten Bech i 2018 nye udfordringer som 2. organist i Holmens Kirke, hvor en hovedambition ikke alene var at kunne sove lidt længere om morgenen, men også at være en del af landets indtil nu måske mest aktive musikkirke, samt at arbejde med Holmens Kantori, som i flere år har været kendt som landets dygtigste kirkekor.

Med udnævnelsen som organist til Sankt Johannes Kirke i 2021 kunne Morten Bech sætte sig til rette ved et af byens største og lækreste orgler, der med sine mange stemmer er en sand buffet af lyd og lyde, der klangligt matcher orgelrepertoire fra alle tidsepoker. Det er der et stort ønske om at sætte meget mere i spil og i det hele taget bringe meget mere musik til Nørrebro. Morten Bech har tidligere med succes ”bygget” store og levedygtige korskoler i Nørrevangskirken i Slagelse og i Islev Kirke, Rødovre. Gennem dette arbejde har i hundredevis af børn og familier fået et indblik i sangens, musikkens og kirkens verden. Med Nørrevangskirkens Pigekor høstede han i 2006 frugten af otte års målbevidst børne- og ungdomskorarbejde ved at vinde den landsdækkende korkonkurrence Sangerdyst fra Kyst til Kyst i Tivolis koncertsal. Morten Bech er født i 1971 i Herning og modtog sin første musikalske skoling i Fredens Kirkes Kor fra han var otte år gammel. Han er uddannet organist og kantor fra Det Jyske Musikkonservatorium, Århus, i 1997, hvor han havde Bent Frederiksen, John Frandsen og Frode Stengaard som lærere. I 1999 debuterede han fra solistklassen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, København, som elev af professor Hans Fagius. I et år boede han i London, hvor han studerede repertoirespil hos professor David Sanger og liturgisk spil hos Nigel Allcoat. Han har haft et udstrakt virke som kordirigent og instruktør over hele landet på korstævner og på kurser for korledere og korsangere, som orgelsolist og akkompagnatør samt beskikket af Kulturministeriet som censor ved de danske musikkonservatorier. Fra 2000-2005 var Morten formand for Folkekirkens Ungdomskors Roskilde/Lolland Falster stiftskreds og hovedbestyrelsesmedlem samme sted 2002-2008. Som formand for FUKs formidlingsudvalg stod han i spidsen for genrejsningen af den navnkundige række af nodeudgivelser, ”FUK-serien”, med et stort antal nye nodeudgivelser med nye komponister og nye koncepter.

Fri entré til alle koncerter.

Alle er velkomne!