Tårnuret i Sankt Johannes Kirke

Af Kirketjener Tommy Andersen   2015

 

Borgere på Nørrebro ser ofte op på kirkeuret. Man ved, at det er der, og man bruger det. Hvis det af en eller anden grund standser, ringer folk til kirketjeneren og beklager sig. Det er ikke nok, at ens eget armbåndsur går. Da uret i sin tid blev sat op, betød det meget for den borgerlige orden, da ikke hvem som helst havde sit eget ur. Jeg vil her fortælle om det eksisterende ur, om urskiven, såvel som om værket bag skiven. Ikke mange tænker over, at megen indsigt og kundskab er samlet i et sådant ur.

Da jeg blev ansat i denne dejlige kirke blev jeg forbløffet over dette grandiose urværk som tilmed også er forfærdiget af en bornholmer og dermed ”landsmand” til undertegnede. Og da jeg så samtidig er interesseret og ivrig samler af datidens tidsmålere følte jeg at jeg måtte udarbejde en redegørelse for dette ur.

Sankt Johannes Kirke opførtes i årene 1856-1861 og kirkeuret blev anskaffet 1860 skænket kirken ud af Brygger Hald´s Legat og Kjøbenhavns Commune. Udført af Tårnurmager Anders Hansen Funch der var født i Rønne i 1806, han var i lære hos en af landets ypperste urmagere, selveste hofurmager Frederik Jürgensen i København.

Han slog sig ganske kort ned i Rønne i 1832, men flyttede i 1835 til København og fik borgerskab der. Han var en kendt tårnur fabrikant, han fremstillede bl.a. tårnuret til Kronborg slotskirke. Han døde i 1864.

Dette ur har flere fordele. Værket kan gå i otte dage, før det atter skal trækkes op. Urskiverne vender mod øst, syd og vest og tilmed oplyste om natten. Uret er i enhver henseende pålideligt,  efter at have gået i samtlige 155 år.

De tre viserpar er udvendigt dækket af glas; storm og sne kan ikke influere på viserne og dermed på værket. Dette trækkes af to jernlodder, henholdsvis til gangværket og til slagværket. Wirerne fra urværket til lodderne er ført helt op til loftet under klokkestablen, og lodderne kan vandre herfra og ned til urrummets gulv.

Værkets nøjagtighed er afhængig af en ca. 1,3 m langt træpendul, der foroven er ophængt i to tynde fjedre og forneden forsynet med en tung "linse", der i dette tilfælde er bådformet. Det er af vigtighed, at pendulet forneden har en tilstrækkelig tung linse, så det påvirkes mindst muligt af selve urværket, der gennem tandhjul og aksler sættes i forbindelse med viserne. Pendulet er en glimrende regulator, opfundet o. 1660. Til almindelig, borgerlig brug kan man ikke få noget bedre. Pendulstangen er af træ og er derfor mindre følsom for temperaturændringer end f.eks. jern. Ved meget nøjagtige ure bl.a. på observatorier har man med pendulure kunnet opnå en nøjagtighed på 1 sek. på 10 år. Med elektriske ure kan man få endnu større nøjagtighed, men det er en anden sag.

Ethvert urværk har en detalje af ganske særlig interesse, nemlig "gangen" (også kaldet eshapementet). Det er den mekanisme, som får pendulet til at svinge og får værket og dermed viserne til at "gå rigtigt". Siden pendulet som tidsmåler blev opdaget, har mange arbejdet med disse "gange". Franskmanden Amant opfandt i 1753 stiftgangen og det er den "gang", vi finder i kirkeuret. Den har lettere ved at holde på smøreolien, og erfaringsmæssig er dette af betydning - tårnure bliver ikke altid passet så godt med olie.

Tårnure af Funchs type har man forsøgt at få til at fungere med den mindst tænkelige slidtage, den mindste berøring mellem bevægelige og fastsiddende dele. Der vil altid opstå uregelmæssigheder med et ur, men jo færre bevægelige dele, jo mere præcist vil det kunne gå. Stiftgangen - der skal ikke her gøres rede for denne - er anbragt direkte på pendulet. Allerede herved spares væsentlige detaljer, man ellers vil finde ved lignende ure. Der er altså færre tandhjul og tilsvarende få lejer. Mens urets gangværk trækkes op, vil værket ikke køre videre. Derfor er der indrettet en gangreserve, en lodstang, som man løfter, inden man trækker det store lod op. Urværket vil da gå videre i nogle minutter, og imens har man haft lejlighed til at trække det store lod op.

Tårnuret har et slagværk, der slår hele og halve timer på den store klokke, anbragt i klokkestablen på næst øverste stokværk. Slagværket er ligesom gangværket udført med det mindst mulige antal af tandhjul og lejer, bl.a. vil man finde en snekke med snekkehjul. Det "sparer" på antallet af tandhjul, drev og lejer. Snekken bruges ikke mere i urmageriet; den er nok ret vanskelig at udføre. På snekkeakslen sidder der en slags luftbremse, et vindfang kalder man det, bestående af to tynde jernplader. Når akslen drejer sig, vil vindfanget takket være luften bremse akslen noget, så slagværket får den rette hastighed, hvilket sker, når klokken har slået det rette antal slag. Det er loddet, der via et sæt tandhjul får vindfangsakslen til at dreje og som får slaghammeren til at slå - helt på samme måde, som loddet får gangværket til at gå. Et slagværk skal sættes i funktion to gang i timen, når klokken er hel og halv. Endvidere skal det slå det rigtige antal slag, fra 1 til 12 og så tilbage til 1 igen. Det er ikke nogen helt let opgave. Ikke desto mindre løste man den opgave i 1300-årene, nogle mener da i 1100-årene. Slagmekanismen kan udføres på mange forskellige måder. Funchs slagværk er af en særlig art, og undertiden anvendt i de meget tidlige ure. Hvordan end slagværket er udført, må det have en mekanisme, der bestemmer antallet af slag. Den kaldes slagskiven, den tidligst kendte datamat. Den kan kun sige "ja eller nej", og det kan man komme meget langt med, navnlig i vor tid! (Matth. 5:37) Kirkeurets slagværk er som sagt meget enkel. Slagskiven er direkte indbygget i et af tandhjulene - hvilket er ret usædvanligt - og den udløsning, som sætter slagværket i gang, når gangværket viser hel og halv og er meget velovervejet på alle måder. Urets slagklokke sidder i tårnets vest side ud imod Nørre Allé. Klokken er stor, støbt af Bronze i Holland i 1965. På klokken kan man læse inskriptionen som er identisk med den, den afløste fra 1911 som havde tilnavnet ”Spanden”

”Hvad vi har seet og hørt, forkynder vi eder, at ogsaa I skulde Have Samfund med os, men vort Samfund er med Faderen og Hans Søn Jesus Kristus”.

Urværket står på en ”stol” af træ midt i det rummelige tårnrum. Fra urværket løber aksler ud mod øst, vest og syd til skiverne, der indvendig har matteret glas, hvorpå de sorte romertal er anbragt, og umiddelbart foran viserne er der klart glas. Viserne er altså godt beskyttet og det har været ønsket at få dem oplyst om natten, hvilket var mondænt i 1800-årene. Størst i landet er nok disse dengang med gas oplyste urskiver på Sankt Johannes Kirke. Urskiverne er i dag oplyste med elektricitet. Hvordan gasbrænderen har set ud, kan man gætte på. Men et eksempel kan være fire enkelte gasrør med en lille, messinghane med en såkaldt ”sommerfuglebrænder” . Den spredte flammen som en sommerfugls silhuet bag urskiverne sikret med nogle jern eller messingplader, for hver af urskiverne, så der ikke kom utilsigtet brand ved gasbrænderne. Forneden og for oven har pladerne løbet i en rille, så de kunne skydes væk fra hullerne, så man kunne komme til at tænde for gasbrænderne. Kirketjeneren har kunnet åbne og lukke for gassen alt efter årstiderne via en lille gangbro som stadig forefindes bag urskiverne, den er malet i en olivengrøn farve. Loftet ovenover er et såkaldt kassetteloft malet i samme grønne farve men med røde felter imellem de svære pommerske fyrrebjælker.

Jeg vil slutte med et vers fra salme 275 i salmebogen

 

Klokken slår, tiden går,
evigheden os forestår.
Lad os da bruge den kostbare tid,
tjene vor Herre med al vor flid,
så skal vi nok komme hjem!